Industrien: >> Det går meget godt <<

Konjunktur

>>Inden for industrien har vi ikke haft hænderne helt så højt oppe som dem indenfor byggeriet. Til gengæld så tror vi heller ikke, at vi skal sænke dem lige så meget.<<

Christian Bille Larsen er direktør for Solvang Maskinfabrik med 12 ansatte og er en del af den underskov af små virksomheder, som tjener til dagen og vejen ved at være underleverandører til den stål- og maskinindustri.

Solvang Maskinfabrik holder til mellem Store Heddinge og Fakse på Sydsjælland, og indgår i et strategisk samarbejde – Stålringen – mellem 23 mindre sjællandske virksomheder inden for maskinindustrien, hvor målet er at sikre ekstra ordrer ved at hjælpe hinanden med ekstra kapacitet og knowhow.

Gode kunder

Det går meget godt, selvom man jo altid som et lille ejer ledet virksomhed er bekymret for, hvor meget man tør ekspandere. Vi har nogle gode eksportkunder, som trækker os med ud på de store markeder. Men vi ved jo ikke, hvor lang tid vi har arbejde, og hvornår den næste produktion bliver outsourcet, << siger Christian Bille Larsen.

Udtalelserne er en ganske god beskrivelse af det billede, som Greens Konjunkturundersøgelse tegner af industrien.

Opsvinget startede sent, og selvom der skrues lidt ned for vækstforventningerne i 1. kvartal i år, så ser det ud til, at industrien og dermed fremgangen på eksportmarkederne vil medvirke til at fastholde vækst i dansk økonomi i de kommende kvartaler. Således forventer industriens topchefer ifølge Greens Konjunkturundersøgelse yderligere at øge beskæftigelsen i de kommende kvartaler, hvor resten af erhvervslivet skruer ned for forventningerne. Troen på fremtiden kan også genfindes hos fagforeningen Dansk Metal, som i et nyt økonomisk notat udsendt før påske, spår et godt år, og regner med fortsat – om end aftagende vækst – frem til 2009. Dansk Metal hæfter sig ikke mindst ved, at væksten i Tyskland overrasker positivt.

Christian Bille Larsen er medlem af Sjællands Erhvervscenter og siger at mangel på kvalificeret arbejdskraft fortsat er et problem.

>>Hos mine kollegaer hører jeg om problemer med mangel på arbejdskraft og med tilgang til faget generelt. Men jeg møder også her bekymring for, om man tør investere. Hvor længe har vi opgaverne, spørger man sig selv.<<
 

Artikel fra Børsen den 10. april 2007

 

 

 

   

 

 

 

 



SOLVANG
 MASKINFABRIK

Lejerstoftevej 3 Lyderslev 4660 Store Heddinge
Tlf. 56 50 80 31 Fax. 56 50 82 47
Mail:  cbl@SOLVANG-MASKINFABRIK.dk
www.SOLVANG-MASKINFABRIK.dk